Læs Katrines overvejelser og erfaringer om en praktik periode

Om at vælge og være i praktik

Det at være i praktik gør dig ikke kun attraktiv på arbejdsmarked og booster dit CV - det er i høj grad med til at give dig et indblik i hvordan det i virkeligheden er at være på en arbejdsplads. En praktikperiode giver dig mulighed for at få afprøvet dine kvalifikationer og opdage hvilke du mangler, og så kan du få udvidet dit netværk.

Du skal være rigtig stolt af din uddannelse men for at være ærlig, har praksis erfaring rigtig meget at sige når du skal til at søge et rigtigt job. Det du lærer i skolen kan bringe dig langt, men du vil oftest blive overhalet af dem som har relevant erfaring. Det var i hvert fald det jeg oplevede. Hver gang jeg sendte en ansøgning afsted fik jeg tilbagemelding om at stillingen var besat til en kandidat med mere erfaring. En praktikperiode kan komme dig til gode, da den vil give dig den erfaring du mangler og vil bringe dig foran i køen. Så gør dig selv den tjeneste og tag et praktik ophold undervejs i dit studie også selvom det betyder at du først bliver færdig 6 måneder senere.

Når du skal til at finde praktikplads er der en masse overvejelser du ville skulle gøre dig. Jeg gik med tanker som: Skal jeg kun søge indenfor en bestemt branche? Hvilke arbejdsopgaver er relevante for mig? Er det overhovedet det værd at bruge 6 måneder på et ulønnet praktikperiode? Er der mon et job til mig bagefter? Hvordan er kulturen og passer jeg ind i virksomheden? Kan jeg kun søge praktik hos de virksomheder som har en opslået stilling? Du har sikker også andre tanker end dem jeg havde, men ligegyldig hvilket tanker du går med, så tro mig, det betaler sig og er alt din tid værd.

Skal jeg vælge en bestemt branche?

Det kommer helt an på om din drøm er at arbejde indenfor en specifik branche – hvis du gør det, er det helt klart en rigtig god ide at søge praktik i virksomheder indenfor den branche. Det er nemlig en super god måde at få foden indenfor. Vær dog opmærksom på at det ikke altid er nemt at finde praktikpladser, derfor skal du ikke være alt for kræsen. Der kan være rift om praktikpladser og det er bedre at være igennem et praktik forløb end slet ikke.

Kan jeg kun søge praktik hos virksomheder som har en opslået stilling?

Det korte svar er nej. Jeg fik faktisk mit praktik på baggrund af en uopfordret ansøgning. Jeg var ret heldig med timingen – men det kan du jo også kan være. Mange virksomheder vil gerne hjælpe studerende og det er en super god måde for dem at se fremtidige kandidater an på. Så søg, søg og søg. Det værste der kan ske, er at du får et nej – men det er jo ikke så slemt. Man skal bare op på hesten igen og søge videre. Hvis du gør dig umage, skal et praktik forløb nok komme. 

Hvilke arbejdsopgaver vil jeg sidde med?

Her skal du være opmærksom, det var jeg i hvert fald. Du skal føle at du får noget ud af praktikperioden og at du får ekstra redskaber som du kan bruge i din videre jobsøgning, derfor er dine arbejdsopgaver ret vigtige.

For mig var det vigtigt at finde et praktik hvor jeg fik erfaringen inden for online marketing. Jeg vidste at det var det jeg manglede for at have et CV som så interessant ud for arbejdsgivere. Fortæl din arbejdsgiver at du er her for at give men også for at lære. Du skal gå derfra med meget mere viden indenfor dit felt, og så skal I nok sammen finde arbejdsopgaver som kan gøre dit CV stærkere.

Får jeg noget ud af praktikken?

Det kommer helt an på hvilke arbejdsopgaver du sidder med. Hvis du sidder med relevante arbejdsopgaver som er i overensstemmelse med det du studerer, så er svaret ganske enkelt: JA!

En praktikperiode er en god mulighed for at prøve teori af i praksis. Derudover vil det hjælpe dig med at opdage hvilke kompetencer du mangler at udvikle. Mange glemmer dette aspekt og det kan være rigtig givende at være opmærksom på sine svage sider – hvis ikke du kender dine svage sider, får du svært ved at styrke dem.

En anden ting du får ud af praktikforløbet, som du ikke kan få på skolebænken, er; Netværk. Du vil møde mennesker som måske på et senere tidspunkt kan hjælpe dig med at komme et skridt nærmere på dit næste job. Min bedste anbefaling vil være at tilføje dine kolleger på LinkedIn.

Er der et job til mig bagefter?

Personligt synes jeg ikke det er det som skal afgøre hvor du gerne vil i praktik. Vælg hellere en virksomhed som du kan lide og hvor du ved du kan lære meget. Hvis det ender med et job, er det selvfølgelig fedt. Hvis ikke, har du alligevel styrket dit cv og øget chancerne for at komme i betragtning til et fedt job.

Hvordan er kulturen og passer jeg ind i virksomheden?

Mange overvejer måske slet ikke hvordan kulturen er i en bestemt virksomhed, men det er er faktisk super vigtigt for din trivsel. Da jeg skulle til at vælge praktikplads var det vigtigt for mig at jeg kom ind i en uformel virksomhed med højt til loftet, og så er jeg heller ikke helt vild med dresscode. Derfor sorterede jeg hurtig de virksomheder fra, som havde en meget formel arbejdskultur. Jeg vil ikke føle, at det skal være anspændt at gå på arbejde, og hele tiden skulle kigge mig hen over skulderen for at se om jeg nu opfører mig pænt.

Derfor er mit råd til dig at du skal gøre dig overvejelser om, hvilken type virksomhedskultur du ville føle dig tilpas i. Hvorvidt du passer ind i virksomheden hænger meget sammen med hvordan kulturen er og de mennesker som arbejder der. Du skal føle dig godt tilpas og elske at tage på arbejde når du vågner om morgenen – du er trods alt i virksomheden 1/3 del af døgnet – det er altså ret meget.

 

- Katrine, 24 år

Persuasion
)