Legatsøgning: Udarbejd en projektbeskrivelse

Guiden er udarbejdet i samarbejde med Legatbogen.dk - Danmarks største søgemaskine for fonde & legater.

 

Lad fonde og legater blive inspirerede af dit projekt med en visionær og realistisk projektbeskrivelse, der giver dem lyst til at støtte netop dig.

 

Sådan skriver du den gode projektbeskrivelse

Nøglen til en god projektbeskrivelse ligger i at demonstrere overblik. Alle HV-spørgsmålene skal besvares når man læser den, og læseren skal kunne forstå hvad projektet handler om, hvorfor det er relevant og nytænkende, hvordan det kan føres ud i livet, hvem der står bag det, hvem målgruppen er og hvornår det skal forløbe over. Projektbeskrivelsen skal kunne læses af alle – også af folk uden samme baggrund som dig.

 

Sådan skal projektbeskrivelsen bygges op

I dette afsnit får du gode råd til, hvordan du kan opbygge din projektbeskrivelse, og samtidig lidt tips til hvordan du skal reflektere over beskrivelsen af dit projekt. Først og fremmest, så er det rigtig vigtigt at du overholder de formalia, der er opsat af fonden eller legatet. Nogle steder ønsker de, at projektbeskrivelsen er på max. 2 sider, mens andre steder kan tillade flere sider – og det er derfor også vigtigt, at du tilpasser dit indhold til de antal sider du har til rådighed. Brug udarbejdelsen af projektbeskrivelsen til at udvikle dit projekt løbende.

 

A) Titel og introduktion

Titlen skal være kort, beskrivende og fængende, mens introduktionen skal fylde et par linjer, hvori du ”sælger” projektets idé. Gør det klart hvad formålet er, og redegør for de vigstigste elementer. Hvad er dine visioner for projektet og hvad skal det kunne formidle? Som udgangspunkt skal titel og introduktion kunne sige alt hvad læseren bør vide om projektet.

 

B) Baggrund og idé

Det er vigtigt at gøre klart, hvad motivationen for og intentionen bag projektet er, så du kan give læseren et bedre indblik i projektet. Det vil sige, forklare hvad dit projekt kan bidrage med, og hvordan du er kommet på ideen.

 

C) Formål

Hvad er formålet med projektet og hvilke resultater ønsker du? Hvorfor er det lige, at det er dit projekt, der skal have støtte?

 

D) Projektforløbet

En beskrivelse af projektforløbet er vigtig, så du kan vise hvordan, hvornår og hvor projektets aktiviteter vil forløbe – og hvordan du vil tackle eventuelle uforudsete udfordringer. Vis at det er et realistisk projekt, der er solidt og holdbart – og hvordan du undgår udfordringer på dit projekt.

 

E) Mål og resultater

Opsæt nogle konkrete mål, så man undervejs vil kunne se om projektet er en succes. Sæt nogle ambitiøse, men realistiske mål for dit projekt, for husk at det gerne skal være nyskabende og skille sig ud fra mængden.

 

F) Organisation og samarbejde 

Redegør for menneskerne bag projektet – hvem er med, hvor mange er med, får de løn for det eller er det frivilligt, og er der nogle samarbejdspartnere?

 

G) Målgruppe

Redegør grundigt for målgruppen, både i forhold til alder, hvor de bor, deres interesser og ikke mindst hvem de er. Det er vigtigt at fastslå hvad netop dette projokt kan tilbyde målgruppen og hvordan denne bliver inddraget.

 

H) Formidling og markedsføring

Lav et udkast til en plan over markedsføring, kommunikation og formidling af projektet. Gør dig nogle tanker om, hvilke kanaler du vil kommunikere gennem og hvornår i forløbet, der skal markedsføre.

 

I) Tidsplan 

Redefør for, hvornår der skal ske hvad i projektforløbet.

 

Dos and donts – 5 hurtige tips

- Brug tid på din projektbeskrivelse, så den udføres grundigt.

- Husk, at din beskrivelse af projektet er fondens mulighed for at lære om dit projekt, så det er vigtigt at fange deres interesse.

- Vær omhyggelig med formalia og overhold de retningslinjer der er givet i forhold til antal sider osv.

- Brug projektbeskrivelsen til at arbejde på projektet fremadrettet og brug det som redskab til at udvikle på det.

- Demonstrer at du har styr på dit projekt ved at skabe overblik over projektet og dets faser.

)