Legatsøgning: Søg smart og øg dine chancer

Guiden er udarbejdet i samarbejde med Legatbogen.dk - Danmarks største søgemaskine for fonde & legater.

 

Hvor mange fonde og legater du bør søge afspejles i høj grad af dit finansieringsbehov. Dit finansieringsbehov kommer du frem til efter, at du har lagt dit budget, og jo større dit finansieringsbehov er, jo flere fonde og legater bør du søge. Søg smart og øg dine chancer!

 

Brug dit finansieringsbehov som pejlemærke

Først og fremmest, så kommer du ikke til at få al den støtte, du søger. Er dit finansieringsbehov stort, så skal du søge mange forskellige fonde og legater. Der er mange faktorer, der spiller ind og succesraten på dine ansøgninger kan variere. Som udgangspunkt siger man, at du for hver femte ansøgning kan forvente en legatportion – selvfølgelig forudsat, at din ansøgning har opfyldt alle kriterierne. Hvert år offentliggør Nordea-fonden statistik på antal ansøgninger og antal uddelinger. I 2015 modtog 563 personer støtte til udlandsophold, mens der var 2669 i alt, der havde søgt.

Står du eksempelvis i den situation, at du skal læse en to-årig kandidat i USA og selv skal betale undervisningsafgiften, kan du risikere at dit finansieringsbehov beløber sig til mere end 300.000 kr. De store fonde og legater udsteder typisk max. 30.000 kr. pr. uddeling, hvilket betyder, at du vil skulle modtage støtte fra 10 fonde for at dække udgiften. Det vil sige, med statistikken in mente, at du vil skulle søge mere end 50 fonde og legater for at kunne betale uddannelsensafgiften.

 

Forskellige former for fonde og legater

Til studie- og/eller praktikophold i udlandet uddeles legatportionerne typisk til dem, der opfylder fondens kriterer, som blandt andet kan være en bestemt studieretning eller et vist karaktersnit. Der findes en række større fonde, som du, hvis du opfylder kriterierne, ofte vil have succes med at søge. Det drejer sig blandt andet om Augustinus Fonden, Otto Mønsteds Fond, Oticon Fonden, Knud Højgaards Fond og Nordea-Fonden.

Ved de store fonde skal man være opmærksom på, at de kan være hårde i udvælgelsesprocessen og kasserer din ansøgning, hvis der mangler dokumentation eller den ikke opfylder kravene. Til gengæld uddeler de større og flere legatportioner, så der er stadig gode chancer.

Der findes rigtig mange små fonde med meget specifikke kriterier, eksempelvis Cand.mag. Frøken Ellen Hartmanns Rejselegat, der uddeler støtte til en kvinde, som er studerende inden for nordisk filologi på Københavns Universitet og som skal på udveksling til lige præcis Uppsala Universitet. Her er det mega fedt, hvis man rent faktisk opfylder kriterierne – men det er trods alt de færreste der gør.

 

Støtteområder

Alle fonde og legater har et formål, som er de generelle retningslinjer for, hvad de uddeler støtte til, og der kan være flere og meget specifikke uddannelseskriterier. Det er rigtig vigtigt, at du sætter dig godt ind i fondens eller legatets støtteområder og kriterier inden du søger, for på den måde at undgå at sende ansøgninger til fonde og legater, som du ikke er kvalificeret til.

 

Sørg for at vælge de rigtige fonde og legater

Du kan øge dine chancer for succes ved at være smart i din søgning. Prøv at lave de her tre forskellige søgninger:

 

1. søgning – uddelinger pr. år

- Sørg for at vælge de kategorier, som passer bedst på dig.

- Sorter efter ”uddelinger pr. år”.

- Find de fonde, hvor du opfylder kriterierne, og som har ansøgningsfrist der passer din projektperiode samt har de største uddelinger.

 

2. søgning – ansøgningsfrist

- Sørg for at vælge de kategorier, som passer bedst på dig.

- Sorter efter ”ansøgningsfrist”.

- Find de fonde, hvor du opfylder kriterierne, og som har ansøgningsfrist der passer din projektperiode.

 

3. søgning – ansøgningsfrist og filtrering på fritekst

- Sørg for at vælge de kategorier, som passer bedst på dig.

- Sorter efter ”ansøgningsfrist”.

- Derefter laver du en filtrering på fritekst-ord, hvor du for eksempel kan bruge navnet på dit gymnasium, fødeby, dine forældres jobs, studieretning, osv.

- Find de fonde, hvor du opfylder kriterierne, og som har ansøgningsfrist der passer din projektperiode.

 

Når du har lavet dit udvalg af fonde og legater plus lavet disse tre typer søgninger, er du ved at være godt på vej.

 

Dos and donts – 5 hurtige tips

- Hav dit finansieringsbehov in mente og brug det som pejlemærke.

- Søg kun fonde og legater, hvor du lever op til kriterierne, ellers vil din ansøgning blive kasseret.

- Søg forskellige typer fonde og legater – både de store brede og de små specifikke.

- Tag dig tid til at finde de rigtige fonde og legater at søge. Brug de tre typer søgninger.

- Forudsat at du opfylder alle kriterier på de legater du søger, kan du forvente at modtage støtte fra ca. hver 5. fond eller legat.

)